Da Sega udgav deres Mega Drive i USA tilbage i 1990, var det den første rigtige 16-bit konsol.

Maskinen var Nintendoen klart overlegen, og det varede da heller ikke længe før Nintendo kunne mærke et fald i markedsandel.

Derfor begyndte Nintendo at udvikle en efterfølger til deres ellers trofaste 8-bitter.

Resultatet blev Super Nintendo Entertainment System (SNES) . Maskinen blev udsendt i Japan i slutningen af 1990 inkl. spillet Super Mario World.

Året senere blev maskinen også udsendt i USA, og maskinen var en kæmpe succes. Få måneder senere blev den så udsendt i Europa, og blev mødt med tilsvarende succes.

Nintendo havde selvfølgelig sørget for at maskinen skulle være en del bedre end Sega's Mega Drive, og det var den da til dels også.

Men Sega havde hurtigt fundet ud af, at CPU-hastigheden i Nintendo's maskine var lavere end den der var i Mega Drive. Sega skyndte sig at producere et spil der virkelig skulle udnytte den ekstra høje hastighed.  Spillet kom til at hede Sonic The Hedgehog, og var i bund og grund et almindeligt platformspil. Men det der adskilte dette spil, fra alle andre var, at spillet kørte med en utrolig hastighed. Noget som Super Nintendoen aldrig ville være i stand til at præstere.

I de følgende år lå 16-bit krigen utroligt tæt, og Sega blev ved med at udsende efterfølgere til deres populære Sonic-spil.

Nintendo svarede pludseligt igen, ved at udsende deres første rigtige 3d-spil, Starfox (Starwing i Europa).

Spillet var det første 16-bit spil som udnyttede polygongrafik. Super Nintendoen var ikke i stand til at køre sådan et spil, så Nintendo udviklede en speciel 3d-chip som blev kaldt Super FX. Det smarte ved chippen var, at den ikke kostede ret meget at producere, så de kunne montere selve chippen i hver eneste spilkassette.